Gode råd til en datingprofil

Der er skrevet mange artikler, bøger mv. med gode råd til netdating. Du finder dem ved at søge på nettet eller gå på biblioteket. Jeg har herunder udvalgt nogle gode råd, så du hurtigt kan komme i gang.

Vælg datingsite(s)

Der er på nettet oversigter over de mange muligheder for datingsites. Overvej hvad du søger og vælg site(s) på baggrund af det. Skal det være et datingsite med mange forskellige mennesker, eller skal det være et mindre site for nogen med en bestemt job- eller uddannelsesbaggrund? Skal det være gratis eller ikke? Mulighederne er mange.

Opret datingprofil

Profilnavn

Profilnavnet er det første signal om dig. Tænk derfor nøje over, hvad du kalder dig. På nogle sites er det ikke muligt at ændre navnet, når du først har oprettet profilen. Vælg et navn, der siger noget om dig. Vælger du fx et profilnavn som ‘Lars371′, fortæller du, at du blot er en af mange, der hedder Lars. På den måde skiller du dig ikke ud af mængden.

Foto

Mange netdatere forventer et foto på profilen. Vælger du at udelade foto, er der derfor en risiko for, at du ikke får respons. Sætter du foto på din profil sørg da for, at fotoet viser, hvem du er, er taget relativt tæt på og er af en nogen lunde god kvalitet.

Profiltekst

Skriv en tekst, der ærligt viser, hvem du er, og hvad du søger. Skriv om dit liv, interesser og værdier. Undgå klichéer og negativ tone. Om du vil være kreativ, morsom eller andet, er dit valg.

Profilteksten behøver ikke at være meget lang. Del eventuelt teksten op i mindre afsnit. Det øger læsevenligheden.

Behov for hjælp

Synes du, det er svært at skrive din datingprofil, eller har du brug for sparring? Så læs mere her på sitet og se, hvad jeg kan tilbyde af hjælp.